tirsdag den 18. marts 2014

Dialog kampagne for affaldssortering




Initiativ: Dialog om affaldssortering


Regning for affaldsordning - en forespørgsel



Initiativ
Smart Miljøstationen har nu været i brug i et år.
I den tid har det vist sig, at I som brugere er rigtig gode til at sortere affaldet meget rent. Men andelen af sorteret affald er stadigvæk ikke de 45 % som kommunens affaldsplan sigter efter. Miljøpunktet vil nu, med en bevilling fra kommunens pulje til borgerinddragelse, gøre en indsats for at nærme os det mål.
Vi satser på at besøge jer alle sammen for at hjælpe med de udfordringer I måtte have med affaldssortering.

Baggrund
Der kan være flere årsager til manglende sortering. Nogen synes ikke de kan finde tid til det hele. Manglen på plads i lejligheden/køkkenet er en vigtig grund som mange nævner.  Nogle giver i visse tilfælde op, fordi de er usikre på hvordan forskellige ting skal sorteres. Andre er forbeholdne hvis affaldssortering ikke virker eller betaler sig.

Besøg
I den kommende tid vil vi banke på hos jer alle sammen. Herved håber vi, at mindske alle forbehold og usikkerhed omkring affaldssortering. Vi vil gøre vores bedste for at give eller søge svar til jeres spørgsmål.

Workshop
Til at hjælpe os med denne kampagne har vi hjælp fra Ida og Marie fra Projektakademiet. En del af deres arbejde er en workshop, her i nær fremtid, der skal hjælpe os med at kommunikere affaldssortering. Marie og Ida søger nogle frivillige til denne workshop.  I må meget gerne sprede budskabet, eftersom alle selvfølgelig er velkommen til at deltage. Se i øvrigt deres præsentation nedenunder.

Følg med i resultaterne
For at alle skal kunne se målet vi arbejder hen imod, tilbyder vi at sende alle husstande løbende vægtmålinger og fotos fra beholderne i Smart Miljøstationen.  Sådan prøver Miljøpunktet at engagere alle i en konkurrence med sig selv om mere affaldssortering.  
 
Udfordringer fra anlæggelse og drift
Ved siden af sit arbejde for affaldssortering er Miljøpunktet også ejer og driftsherre på Smart Miljøstationen. Dette har sine egne udfordringer; forstoppelse i indkast til pap og papir, uheld med tømningen der kræver afdækning af hullet til en beholder, et anlægsarbejde der endnu ikke er færdiggjort.  Vi beder om forståelse for, at arbejdet for færdiggørelse af anlægget trækker ud, fordi vi venter på en bevilling fra kommunen. Svar ventes indenfor en måned.
Kommunen har nu sørget for Parkering forbudt – skilte på begge sider af anlægget. Vi kan nu tage vores egne skilte ned og vi er glade for der ikke har været nogle parkerede biler under tømningen de sidste lange tider.

Forespørgsel om opkrævning for affald
Endelig har vi en bøn til jer om at få lov til at se jeres betaling for hentning af affald i 2013 og 2014. Vi har brug for at vide hvordan kommunen indpasser Smart Miljøstationen i takstsystemet. Send gerne en fotokopi af regningen. Hvis ikke bestyrelsen selv sidder med det har administratoren denne opgørelse.



Samarbejde mellem Miljøpunkt Nørrebro og Imagine Nørrebro, Projektakademiet

Miljøpunkt Nørrebro har indgået et samarbejde med Imagine Nørrebro, Projektakademiet om at køre et projekt, der skal bringe mængden af sorteret affald op.

Vi, Marie og Ida fra Projektakademiet Nørrebro, vil gerne præsentere os selv. Så ved I, hvem der snuser rundt nede ved miljøstationen og stiller spørgsmål :) 

Vi er begge elever på Projektakademiet på Imagine Nørrebro , der uddanner unge kreative projektmagere til at omsætte gode idéer og skabe positiv udvikling på Nørrebro. Vi uddannes til at udvikle kulturelle og sociale projekter, der leder byen i vores og borgernes ønskede retning. I kan læse mere om Imagine Nørrebro Projektakademiet her:

Vi er hhv. 25 og 26 år og begge øko-nørder, der brænder for bæredygtighed og en klogere brug af vores ressourcer. Det er en af grundene til, at vi synes at samarbejdet med Miljøpunkt Nørrebro og jer vil være sjovt, lærerigt og spændende.

Sammen med Uffe fra Miljøpunkt Nørrebro skal vi finde ud af, hvad der motiverer jer til at sortere affald. Og det er I rigtig gode til, så vi vil rigtig gerne inddrage jer i vores arbejde og høre jeres idéer, erfaringer, frustrationer og tanker.

Vi vil inden længe invitere jer til en workshop, hvor vi sammen kan vi få en masse idéer til, hvordan vi gør sortering af affald sjovere, lettere og hyggeligere. Workshoppen vil danne grundlag for projektets videre forløb, hvor vi vil afprøve nogle af idéerne fra workshoppen. Vi håber, at I vil komme forbi og give jeres besyv med.
Nærmere info sendes ud i uge 12. 

Udover dette har vi fået stillet en opgave fra Imagine Nørrebro, hvor vi skal uploade en ”udfordring” på websitet TAG DEL. En udfordring er en problemstilling, hvor alle kan bidrage med deres kompetencer og ressourcer. Dette kan være med til at skabe bedre løsninger. TAG DEL er altså en platform for deling og samarbejde på tværs af foreninger, institutioner og virksomheder mv. TAG DEL platformen er gratis at bruge for alle. Den 18.marts 2014 vil vi lægge en udfordring op på TAG DEL omkring optimering af affaldssortering, og I er meget velkomne til at komme med jeres inputs. Jo flere svar, desto bedre løsninger for jer.
I kan finde mere information på http://tagdel.dk/

Hvis I har spørgsmål til os, Projektakademiet, TAG DEL eller allerede gerne vil tilmelde jer workshoppen, er I meget velkomne til at skrive til os på miljo.imagine@gmail.com.

Vi glæder til at møde jer.

Bedste hilsner fra Marie og Ida.